2015

‘Danmark for tolket’ blev en af de største successer i revyens 34-årige historie. Efter et par år med lidt faldende tilskuertal steg publikumstallet med 998 i forhold til sæson 2014. Så det samlede tilskuertal blev på 21.569. Og anmeldelserne var helt i top. For første gang fik revyen 6 stjerner i JydskeVestkysten og de andre dagblade fulgte trop med en masse 5-stjernede og et par enkelte 4-stjernede anmeldelser.

Revyholdet 2015
Lone Rødbroe, Pernille Schrøder, Karsten Jansfort, Flemming Jensen og Leif Maibom.
Kapelmester: Thomas Pakula
Instruktion: Per Pallesen
Scenograf: Gitte Geertsen
Kostumier: Henrik Hviid
Koreograf: Peter Friis
Lysdesign: Jesper Hansen
Lyddesign: Søren Knudsen

Fra scrapbogen
Om Statsminister Helle Thorning valgte at hævne sig for alle de parodier, der i tidens løb er lavet på hende i revyerne, ved vi ikke. Men i hvert fald udskrev hun valg midt i revyperioden. Og så måtte forfatterne Jensen og Maibom i gang med diverse omskrivninger. Og da valget blev mere spændende, end alle vist først havde troet, havde de to forfattere forskellige slutninger klar på flere numre.
Men Helle tabte. Det gjorde Lars Løkke sådan set også med et katastrofevalg til venstre, men han blev alligevel statsminister.
Men alle omskrivningerne gav virkelig PR til  revyen. TV2 Nyhederne stillede op til en snak med Flemming Jensen og Leif Maibom, og DR´s Aftenshowet sendte et båndet indslag. Så det, der først var et benspænd fra den afgående statminister, blev pludselig en god gang ekstra - og gratis - PR for revyen.

Revyernes Revy og Revy Galla
De gode anmeldelser betød også at revyen var nomineret i tre kategorier ved Revyernes Revy: Som ‘Årets Revy’, Thomas Pakula som ‘Årets Revykomponist’,  og en af revyens forfattere - Kjeld Torbjørn - som ‘Årets Revyforfatter’.
Og helt fortjent blev Thomas Pakula kåret som ‘Årets Revykomponist’.
Ved TV Charlies Revy Galla var revyen igen nomineret tre gange. Igen som ‘Årets Revy’,  og så var både Karsten Jansfort og Leif Maibom nomineret som ‘Årets Mandlige Revykunstner’.
Desværre blev der ingen priser til revyen, da Cirkusrevyen løb med det meste.

2015
Webdesign: www.reklamehuset.dk