2011

Årets revy hed: ’30 år i stiv medvind’, og titlen levede helt op til sæsonen. Der var totalt udsolgt fra start til slut, og der blev sat flere ekstraforestillinger på, så revyen endte med at spille 48 gange, og satte igen ny publikumsrekord med i alt 24.531 tilskuere. Anmeldelserne var igen rigtig gode - 4 stjerner i gennemsnit. Og publikum var enige: En fantastisk jubilæumsrevy!


Revyholdet 2011:
Trine Gadeberg, Anne Karin Broberg, Max Hansen, Rasmus Krogsgaard og Leif Maibom
Kapelmester: Thomas Pakula
Scenograf: Gitte Geertsen
Koreograf: Vivi Siggaard
Instruktører: Jan Hertz og Leif Maibom

Fra Scrapbogen:
Sæsonen stod jo i 30 års jubilæumstegn, så midt i spilleperioden inviterede Johnna og Leif Maibom alle tidligere medvirkende i revyen samt kolleger og forretningsforbindelser til en stor eftermiddagsreception. Mange hundrede mødte op for at fejre Revyen og ægteparret Maibom. Bl.a. Simon Rosenbaum, der som formand for Solistforbundet udnævnte Leif som æresmedlem af forbundet. Skuespillerforbundets formand Katja Holm, der selv er tidligere medspiller i revyen, havde overladt talen til en anden tidligere medspiller - Mette Mackmann. Keld Heick styrede i øvrigt festlighederne, der også talte taler fra byens borgmester Aase Nyegaard, Bjarne Lisby som repræsentant for Danske Populær Autorer og så mødte Sønderborg Pipes and Drums op med en gang festlig sækkepibekoncert. Senere overværede de inviterede gæster revyen og kom på scenen i finalen, hvor også Årets Thorleif pris blev uddelt til Gitte og Gunnar Geertsen.

Der blev ingen priser til revyen ved Revyernes Revy, men dagen efter mødtes alle revyerne i Cirkusrevyen for at dyste i den store spandboldkonkurrence. Den går i al sin enkelthed ud på at kaste 5 tennisbolde i en papirkurv. Og for første gang lykkedes det Sønderborg Sommer Revy at vinde pokalen.

2011
Webdesign: www.reklamehuset.dk