2010

 

Det er næsten trivielt at skrive det, men igen, igen og så igen satte revyen ny publikumsrekord. 22.802 glade tilskuere så revyen i løbet af de 45 forestillinger, så der var nok engang dømt Ny Publikumsrekord i Sønderborg. Anmeldelserne var rigtig gode, med Børsen og Politiken som de to, der holdt sig til beskedne tre stjerner. Men dommen blandt publikum var klar: Den bedste revy til dato!

Revyholdet 2010:
Trine Gadeberg, Lise-Lotte Norup, Max Hansen, Rasmus Krogsgaard og Leif Maibom
Kapelmester: Thomas Pakula
Scenograf: Gitte Geertsen
Koreograf: Vivi Siggaard
Instruktører: Jan Hertz og Leif Maibom

Fra Scrapbogen:
Som sædvanligt gik prøverne i den rolige Sønderborg stil, hvor alt var timet og tilrettelagt. Men! Ca. 14 dage før premieren begyndte Leif Maiboms højre knæ at hæve og gøre mere og mere ondt. En tur til vagtlægen gav en penicillinkur, der ikke rigtigt hjalp. Egen læge gav senere stærkere penicillin. Også uden forbedring. En vis uro begyndte at brede sig, og prøverne foregik på en helt ny måde. Leif sad i teatersalen med benet oppe. De andre dansede og sang på scenen og Leif dansede med i hovedet. Men så fandt lægen gigtmedicinen frem og smerterne tog af, og benet blev mere og mere bevægeligt. Og på premiereaftenen dansede Leif rundt som en forårskåd gedebuk, men de nærmeste publikummere kunne dog sagtens se, at højre knæ blev større og større i løbet af forestillingen. Og sådan gik der næsten yderligere 14 dage før knæet igen var helt normalt. Men premieren blev ikke udsat, og der blev ikke aflyst en eneste forestilling!

2010
Webdesign: www.reklamehuset.dk