2006

Revyens 25 års jubilæum blev den hidtil største succes i revyens historie - både publikumsmæssigt og anmeldermæssigt.

Der var oprindeligt sat 32 forestillinger på, men mange fridage blev inddraget, og revyen sluttede med forestilling nr. 40.

I alt blev revyen set af 19.857 tilskuere - ud af 19.920 mulige.

Og som nævnt var pressen også meget begejstret.

Leif Maibom havde ellers givet revyen titlen: ‘Fra ingenting - til det dobbelte’, men man må sige, at tilskuertallet er blevet langt mere end fordoblet i revyens 25-årige historie.

Især revyens finalenummer blev der snakket meget om.

Det startede som et temmelig kedeligt nummer, der så udviklede sig med flotte kostumer, flot lysshow, glimmer ned fra loftet, to guldspringvand ind på scenen og til sidst: 14 sangere fra Mandskoret Sønderborg, der troligt mødte op hele sommeren igennem.

Ved Revyernes Revy den 20.8 i Falconer Salen i København medvirkede Sønderborg med to numre, der virkelig væltede salen.

Sønderborg Sommer Revy var nomineret i kategorien ‘Bedste Revy’ og Leif Maibom var nomineret som ‘Årets Revyforfatter’.

Revyholdet 2006:
Leif Maibom, Bente Eskesen, Lone Rødbroe, Tom Jensen, Maiken Wessberg og Rikke Hvidbjerg.
Instruktion. Leif Maibom - der blev meget stærkt assisteret af Søren Hauch-Fausbøll.
Det skulle oprindeligt havde været Flemming Jensen, men kort før prøverne skulle starte måtte Flemming melde fra, og i stedet sprang Søren til og gjorde et meget flot stykke arbejde.
Kapelmester: Thomas Pakula Andersen

Galla-Show:
I anledning af revyens 25 års jubilæum afholdt revyen et Galla-Show, hvor kolleger fra hele landet kom og optrådte gratis til fordel for Thorleif-Fonden, der samme aften uddelte Thorleif-prisen til:

Skuespiller Tom Jensen - Frisør Tage Frandsen - Revydirektør Torben ‘Træsko’ Pedersen

Showet blev en kæmpe succes takket være bl.a. Grethe Sønck, Jan Schou, Flemming Krøll, Trine Gadeberg, Simon Rosenbaum, Henrik Krogsgaard, Jacob Morild, Pernille Schrøder, Leif Fabricius, Karsten Jansfort m.fl.

Sølvbryllup
Johnna og Leif Maibom
Fra Scrapbogen:
Et af sommerens højdepunkter i en travl revytid er Midtvejsfesten.

Den fest, som Johnna og Leif Maibom holder for hele det samlede personale med ægtefæller. Ingen vidste, hvad der skulle ske. Alle skulle bare møde på Comwell Hotel kl. 12.00 søndag d. 2. juli.

Så kl. 07.00 søndag morgen lå revyægteparret Maibom i deres søde søvn i Lysabild.

Og så pludselig lød der sølvbryllupsmusik og sang uden for soveværelsevinduet. Og der stod så hele det samlede personale med morgenhår og -brød og hyldede revyens ‘sølvbryllup’.

Et fantastisk start på en lang og super midtvejsfest, hvor vejret passede perfekt til den luksusyacht, som revyen havde  lejet til at fragte hele selskabet rundt i farvandet omkring Sønderborg og Als.
2006
Webdesign: www.reklamehuset.dk